Tømmerkjøring i StorGrytdals-driftene i 1850-åra

Det var gode tømmerpriser og etter hele Østerdalen drev store mannskaper på jakt etter grovt sagtømmer som skulle bli eksportlast nede i Fredrikstad. I Stor-Grytdalen var det gammel furu nordover  og høye graner ytterst i dalen. Ennå kan du se tyristubber etter kjempeskog som den gang falt for øksene (bildet: av Halldor Nyeggen , foto Hans Sollid).
Fra 1858 har vi en beretning om tømmerkjørerne: «Det er en vinterfrisk Eftermiddag i februar. .. Her igjennem Skoven løber en Vei, eller det er ikke saa meget en Vei som en smal, udbulet Rende, der slynger sig i uafbrudt buktning mellem Trær og Stubber, Stenblokke og Vindfald».

  

«Men hvor er Stalden?

 

Inde i Snebakken, hvori Hytten (dvs. tømmerkoia som i dag trolig ligger som ruin ytterst i storgrytdalssameiet. Den gang måket de gjerne ned ljørbuene slik at de skulle bli lunest mulig) synes udgravet, høres en dump, gnavende Lyd; det maa være Heste, som tygge sit Foder. Tharald løfter tilside et Par Granbusker og indenfor, under et lavt, i Fortsættelse af Hyttetaget nedgaaende Tag af Kløvninger, dækket med Granbar og Sne, staar to Heste, som «humre» mod den indtrædende velkjendte Røgter. Efter at have forbedret deres Nattefoder lukker han Aabningen igjen og gaar hen mod en stor Gran, mellem hvis nederste snetunge Grene en let Damp sees at stige op. Herunderer ogsaa – ved Tilsætning af nogle Buske – indrettet en Stald som netop giver knapt Rum for een Hest, og i lignende Forvaringssteder staae de andre Heste. Dyrene maa, ligesom Menneskene, tage til takke med Leiligheden som den er, herinde i Vilde Skogen.»

 

«Før Klokken er fire knirker det atter i den utette Dør. Det er den aarvaagne Husbondskarl, som allerede gaar ud for at forsyne Hestene, før de skulle drage «Ottevændingen». Det er enda Nat.  Men Kulden er endnu strengere, end den var i Kveld, det er hvad Østerdølene kalde «Brændkulde», thi rører du barhendt ved Metal eller andre kolde Ting, er det ligesom du brænder dig.»

 

 «En Tyrifakkel staar plantet paa Tømmerlunden og oplyser den dybe Sne med Hestene, som de have ført ned at vandes i den ufrosne Ile tet ved, der spendes for, det klinger i Stokke og Tømmerlænker, det skurer og knirker i Sneen, Kjørerne have hver sin Fakkel i Haand, og afsted gaar det ind mellem de høie Snepyramider, hvis tætte rader i det flagrende Fakkellys antage de forunderligste Skikkelser.

 

Men Ulven staar mellem Buskerne knapt ti Skridt fra Veien. Han rører sig ikke af Flækken, uagtet han  ræddes for de ildvæbnede Mænd.»

BB
H.S.
H